Åbning 24 maj 2019, 16 – 18
Fredag d. 24. maj kl. 16-18 inviterer Til Vægs til fernisering på virtuel reality-værket “361°” i indgangspartiet på ejendomskontoret i nr. 21A. Kunstværket er skabt af Peter Holmgård i samarbejde med filmfotograf Henrik Ørslev og musiker P. O. Jørgens og er lavet specielt til Lundtoftegade.
Når du ifører dig VR-brillerne, vil du opleve en forskydning af tiden og af det rum, du befinder dig i. En spejling af rummet og en slags dimensionsforskydning – som vi kender det fra science fiction. Som i en port mellem to verdener vil du kunne stå og opleve den nye virkelighed udfolde sig. Og hvor lidt behøver man egentlig at prikke til virkeligheden for, at den giver sig? Du vil med garanti få et andet blik på et ikke særlig interessant hverdagsrum.
Værket vil efterfølgende være en permanent installation i Lundtoftegade. Du kan låne VR-briller for at opleve det én torsdag om måneden i ejendomskontoret. På udvalgte dage vil kunstner Peter Holmgård selv være til stede under visningerne.
